Lige før juleaften besøgte vi min mor. Min mor bor på et dejligt plejecenter i Odense. Hun fik ved den første nedlukning et voldsomt lårbensbrud, der krævede en operation, dette fik hendes begyndende demens til at eskalere.
Ved dette års julebesøg sad min mor i sin kørestol, med sit hoved hængende ned til brystet, på hendes læber var et lille smil.
Vi kunne ikke længere føre en samtale med hende, det eneste hun sagde var, at hun ville hjem.
Hun kunne knap nok kende mig og slet ikke min mand og børnene.
Jeg nussede hende og fortalte hende helt inde fra det dybeste sted i mit hjerte, at jeg elskede hende og at det var ok, at hun gerne ville hjem.
Derefter satte jeg i kærlighed englevagter ved hendes seng og bad dem om, at bringe hende kærligt hjem.
Min mor og jeg har haft noget af en rejse sammen, en rejse på godt og ondt, men en meget lærerig rejse.
En rejse der har ført mig igennem alle livets følelser. Hun har lært mig så meget om livet og om mig selv.
På turen hjem over Storebælt mærkede jeg en enorm sorg over, at jeg vidste at jeg snart ville miste min mor og midt i sorgen mærkede jeg samtidig en glæde og taknemmelighed, ved at kunne føle denne sorg. Og dette var ikke sorgen over den mor jeg havde drømt om, som hun aldrig kunne være. Dette var en inderlig sorg over at miste hende, den mor jeg havde haft. En sorg over, at miste et menneske, fordi hun er, blot fordi hun er.
Hvor har jeg været misundelig mange gange, når jeg har hørt, læst og set hvordan andre har elsket deres mor. Den omsorg de mennesker havde for deres mor, fordi der havde været en stor omsorg den anden vej.
Vi har haft mange kampe, min mor og jeg og hun har brugt mig godt, alt for godt og alt for meget. I mange år elskede jeg hende faktisk ikke, overhovedet. Men jeg har tilgivet hende, for hun kunne jo kun være den hun var og med de ressourcer hun havde.
Jeg har skrevet flere sang om min mor, sange om alle de tårer jeg har fældet, sange om den angst og rædsel jeg indimellem har følt.
På turen hjem over Storebælt, kom der en ny sang til mig, en ny sang om og til min mor. Men denne gang var den fyldt, med en dybfølt kærlighed, som jeg er så taknemmelig for at få lov til at mærke og opleve.
Min nye sang hedder “Englevagter”
Måske du har lyst til at lytte, måske kan du bruge min sang, måske siger den noget til dig ❤️🙏❤️
I taknemmelig, kærlighed og lys – kære mor, denne sang er til dig ❤️❤️❤️
Du kan høre sangen på min youtube kanal, klik her ->>>