En gang troede jeg, at jeg var født under universet mest uheldige stjerne. Dette betød at hver gang, noget godt skulle til at ske, var jeg overbevist om at noget ville gå galt og ødelægge det.
Jeg syntes, at jeg mødte så megen uheld og ulykke på min vej, så meget modstand, at det var svært at stå oprejst. Men oprejst stod jeg, dog med den store overbevisning om, at jeg var født under en uheldig stjerne og at alt godt skulle der kæmpes temmelig meget for. Og altid med en frygt for, at det ville gå galt.
Dette kunne betyde at jeg glædede mig til, at skulle ud og rejse. Men endte med, at blive fysisk syg. Fordi jeg var så bange for, hvad der ville forhindre rejsen, at jeg selv endte med, at blive min egen forhindring.
Jeg forhindrede mig selv i mange ting i livet. Fordi jeg troede, at hvis jeg virkelig skulle gå den vej, der ville give mig størst glæde, så ville det blive en kamp jeg ikke kunne vinde.
MEN JEG TOG FEJL!
På livets rejse, fandt jeg ud af, at hvad jeg troede var den mest uheldige stjerne, viste sig at være det lige modsatte. Jeg fandt ud af, at jeg faktisk var enormt heldig, at der altid var nogen der holdte hånden over mig.
Det kan være svært at se lyset i mørket, hvis man bliver ved med at lukke øjnene. En dag åbnede jeg øjnene og fandt, at livet var fuld af smukke gaver, masser af lys og lykkestunder. At de gange hvor jeg virkelig havde været i vanskeligheder, havde “nogen” holdt hånden over mig. Når jeg kiggede tilbage på mit liv, kiggede på det udefra, kunne jeg se, at jeg var beskyttet. JEG VAR HELDIG!
Fra den dag af, valgte jeg at tage ansvaret for mit eget liv, ansvaret for min lykke. For jeg kunne godt gå rundt og prøve at klantre andre, men ingen andre end mig, kunne tage det fulde ansvar for mit liv.
At tage ansvaret for min egen lykke betød, at jeg skulle begynde, at være den jeg virkelig var. At gøre de ting der gjorde mig glad og gav mig lykke.
Jeg kiggede tilbage og fandt, at jeg havde lukket for rigtig mange ting i mit liv. Lukket, dæmpet, for at tilpasse mig. Fordi jeg troede jeg skulle tilpasse mig andre, for at blive værdsat, elsket og set. Men det skete ikke. For vi bliver ikke værdsat, elsket eller set, hvis vi ikke er autentiske og ærlige overfor os selv. Vi skal først lære at elske os selv, helt ind <3
Nu er der ikke mange dage til, jeg har min solokoncert og for et par dage siden opdagede jeg lige pludselig, at de gamle overbevisninger bankede på.
Jeg blev helt overrasket, forundret. Det var lidt som at kigge på en gammel ven, man ikke havde set længe. Følelserne buldrede i min krop og gamle tanker væltede frem. “Hvem var jeg, at tro, at jeg skulle have min egen koncert, med min egne sange, egne fortælllinger, egne digte. Hvem var jeg, at tro, at jeg havde noget at byde ind med, at andre ville kunne lide det. Hvem var jeg, at tro, at andre overhovedet ville tage tiden og komme og høre koncerten. Hvad hvis noget gik galt, hvad hvis min stemme svigtede eller jeg blev syg. Hvad hvis pianisten blev syg.” Det kørte rundt i mit hoved og i min krop.
Så begyndte jeg at grine, jeg kiggede på mig selv udefra og opdagede, at det her blot var de gamle overbevisninger der bankede på. Med dem havde jeg en gang været tryg, for de sørgede for, at jeg aldrig bevægede mig ud på usikker grund. De sørgede for, at jeg aldrig stod frem og viste hvem jeg virkelig var, de sørgede for, at jeg blev lige der hvor jeg var, i min utilfredshed og ulykke, for det kendte jeg. Det vidste jeg hvad var og vover man sig ud på den anden side, så ved man jo ikke hvad der er derude i det ukendte land.
Men det var dengang! Jeg vovede mig ud og jeg bliver ved med at vove mig videre. De gamle overbevisninger vil banke på igen, det er helt ok. De viser mig hvor langt jeg er nået i min rejse. Nu kan jeg tage dem i hånden “I må godt være her, her ved siden af mig. Jeg kan godt huske jer og jeg vil holde jer i hånden som en ven, der minder mig om hvor skønt og smukt livet er, når man vover sig ud og virkelig er den man er”
Denne lille historie minder mig altid om, lige netop hvor heldig jeg er
“Det fortælles, at en mand engang havde en drøm om Gud og livet.”
”Jeg drømte”, sagde han, at jeg vandrede i sandet langs en endeløs strandbred side om side med Gud.
Jeg talte med Gud om alle ting, som var sket i mit liv – og som jeg aldrig helt var kommet til at forstå.
Vore fødder efterlod fodaftryk i sandet.
Da jeg et kort øjeblik så mig tilbage, så jeg pludselig, at der nogle steder kun var efterladt aftryk af et par fødder – ikke to!
Jeg stoppede op for at se nærmere efter og tænke over det.
Gud så hvor rådvild jeg blev, og jeg sagde: ”Herre, hvorfor er der nogle strækninger på vores vej, hvor der kun er fodaftryk af en person”??
Jeg kan se, det var i perioder, hvor jeg havde det dårligt!
Hvorfor var du ikke hos mig, når jeg havde allermest brug for dig?
Hvorfor forlod du mig til tider?
”Mit barn”, sagde Gud, ”Der hvor der kun var et spor, det var de strækninger, hvor jeg bar dig!!”
<3