Med foråret kommer en ny begyndelse. Alt det der tidligere så dødt ud, spire og grønnes, springer ud som et overflødighedshorn af skønhed og velduft.
Med foråret bliver dagene længere og lysere. Vi kan nok alle mærke den fantastiske energi fra foråret, der spire i os, giver os ny og forstærket energi. Giver et lysere blik på det, der måske var mørkt.
En ny begyndelse kan vi tage nu, i morgen og både sommer, efterår, vinter og forår. Foråret er blot for mig et smukt symbol på, at en ny begyndelse er mulig.
Derfor har jeg valgt at kalde min nye sang “Spring is here”. For når vi mærker vi er klar til en ny begyndelse, så vil det spire som forår i vores sind. En forventningens glæde om, at nyt skal ske vil fylde vores hjerter.
Måske er foråret som en forelskelse, vi bliver fyldt op med nye smukke sanseindtryk og alle sanser bliver fyldt til bristepunktet.
En ny begyndelse, kan kun ske når vi er klar til det og virkelig ønsker det. Hvis vi bliver ved med at træde på forårets små spire, fordi vi tror det er ukrudt, så vil det holde op med at gro. Vi kan istedet vælge at studere disse små spire, se hvad de udvikler sig til, give dem omsorg og kærlighed, lade dem springe ud i fuld flor.
Først da kan vi beslutte om vi synes, at det er en smuk blomst eller ukrudt, da kan vi tage en beslutning, om det skal vandes eller kvæles. Men ofte lader vi frygten tale, hvad hvis det nu ikke bliver til noget, hvad hvis det ikke bliver smukt.
Jeg har ladet min frygt tale til mig alt for mange gange, ladet den styre mit liv. Frygten for hvad der ville ske, hvis jeg lod spirene gro. Frygten for om det der spirede havde kræfter til at gro og frygten for om det jeg skulle høste ville være godt nok.
Vi kan blive hvor vi er, det kender vi. Vi kender sorgen og frygten. Vores krop og vores ego ved hvad det er. Her er trygt, selvom det ikke føles rart.
Men fornemmer du længslen, så ved du at der er mulighed for andet. Mærk din længsel, hvad fortæller den dig. Hvilke spire skal du vande og lade gro. Længsel er drømme og drømme kan gå i opfyldelse hvis du går efter dem <3
Billederne til min video er taget af min skønne mand. Vi planlagde at tage i skoven på en af årets smukkeste forårsdage – me full dressed up 😉 Dagen startede med det skønneste solskin, men da vi var klar til at køre begyndte det at regne. Surt kunne det gamle jeg tænke, nu har jeg stået her og gjort mig fin…Istedet valgte jeg, at det var mit nye jeg der fik taletid, den nye der tror på at der er mening med tingene, som tror på nye begyndelser <3
Skoven er fantastisk smuk i regnvejr og at ligge i skovbundens tæppe af de fineste anemoner, imens regnen drypper ned i ansigtet og fylder en med alle skovens dufte og den magiske kraft, det er en oplevelse jeg aldrig ville have være foruden.
Behøves jeg at skrive at det blev en fantastisk, intensiv og super sjov dag at blive fotograferet på. At jeg tilsidst lignede en druknet mus, men det er jo også en del af mig 🙂