Vi hed tidligere Rockbandet Genklang, men har skiftet navn til Milly Nou band. Dette fordi vi ønsker at koncentrere os mere om min musik, dog stadig blandet med covernumre, som dog lige får et twist af Milly Nou.
Dette er vores første koncert med det nye koncept og JEG VIL blive så glad, hvis DU har lyst til at komme og lytte <3 Det er Lørdag d. 16. sept kl. 14.00
“Dragende, indlevende, og hudløst ærligt. Tak for en fantastisk koncert med skøn og nærværende sang og musik, der gik lige i hjertet.“
Sådan har Skt. Jørgens Kirke skrevet efter at jeg gav koncert i deres skønne kirke.
Måske kunne du tænke dig at opleve min intimkoncert – Musik til hjertet, i din kirke?
Du kan læse mere om denne form for koncert blot klik her ->>>
Klik på billedet hvis du kunne tænke dig at få en lille smagsprøve af hvad jeg kommer med til min koncert
Fredag d. 23. sept udgiver jeg en EPP bestående af 4 singler. Tryk på linket (billedet) hvis du ønsker at PRE-SAVE. Det koster ikke noget, du bliver blot gjort opmærksom på, når du kan høre min EP på din streamingtjeneste.
Jeg har vovet mig ud og håber på, at jeg kan bunde.
Forleden stod jeg på hovedet til yoga og så sendte jeg nyhedsbrev ud i forbindelse med mit smykkefirma Ollie Bee.
Det lyder måske ikke som noget særligt. Men på nogle punkter var det helt vildt vovet. For jeg har virkelig vovet mig ud. Der ud hvor jeg er den jeg virkelig er og lige netop det er, at vove sig ud.
Jeg har vovet mig ud før, men opdagede at jeg endnu ikke kunne bunde, så kravlede jeg lige så langsomt ind på den sikre jord igen. Med en ny erfaring rigere, ikke altid bedre, men rigere.
At stå på hovedet og sende nyhedsbrev ud har jo heller ikke umiddelbart noget med hinanden at gøre, eller har det. For nogen gange er vi nød til at stå på hovedet for at se tingene klart – helt klart
Jeg har stået på hovedet før, da jeg var barn, masser af gange i min mors entre – der kunne jeg også lave flik flak og mange andre vilde og vovede ting.
Jeg har også sendt nyhedsbrev ud vedr. mit smykkefirma, et utal af gange. Hvor mange gange har jeg overhovedet ikke tal på, men da jeg har haft firmaet siden 2002, er det blevet til en del nyhedsbreve.
Så det jo ikke fordi jeg ikke har prøvet det før, men det føles meget vovet. Det føles dog også fantatisk godt.
Jeg går til yoga 2 gange om ugen, på to forskellige men dejlige hold. På mit torsdags hold har vi det sidste stykke tid arbejdet med chakraer – lige i min ånd og jeg har sendt min yogalærer et stort smil, hver gang hun har sagt “og i dag skal vi arbejde med flg. chakraer….” For er chakraerne en del af yoga filosofien, eller omvendt. Alt er energi, vi er energi og alt omkring os er energi og nogle gange stagnere energien og så trænger den til at blive rusket lidt, renset og healet.
Jeg arbejder med chakraer når jeg lydhealer, når jeg laver sangmeditation og faktisk også når jeg giver sangundervisning. Nogle gange meget tydeligt og andre gange i det skjulte, som når jeg til en sangelev siger “mærk dine fødder, mærk dem i jorden” Ja, så er der faktisk tale om rodchakraet og det er super godt at arbejde med hvis man bliver let nervøs.
Nå tilbage til at stå på hovedet. Jeg nyder min yoga og min krop nyder at lave yoga. Min krop har haft det rigtig, rigtig skidt. Den har levet i nogle år med et meget højt adrenalin niveau, som ikke mindst har tæret på immunforsvar og muskelstyrke. Mit hoved vidste godt hvad det hele drejede sig om, men min krop ville ikke rigtig lytte til mit hoved, når jeg prøvede at sige, at alt nok skulle blive godt.
Så startede jeg til yoga. Jeg troede til at starte med at jeg bare skulle give fuld gas, den skulle bare have hele armen, nu var jeg klar til, at min krop fik det super godt igen. Det er løsningen Camilla, fuld gas og bare derudaf.
Mange af de første gange, var jeg dog så fuldstændig udmattet og indimellem nedtrykt når jeg tog der fra. Min krop var så angst, at steg pulsen bare en anelse ved en yoga øvelse, ville min krop bare have lov til at løbe skrigende bort. Jeg havde ingen styrke, mine muskler var ofte ved at gå i krampe, hvis vi skulle stå bare lidt tid i en stilling. Det var så frusterende og samtidig nedværdigende, jeg følte mig som en fiasko.
Men som alt andet, vidste jeg, at der var noget jeg skulle lære her. Jeg måtte lære at lytte, lytte til min krop. Acceptere at det lige nu var sådan. Uden at give op. Lære ikke at føle mig forkert, når jeg måtte tage en pause midt i en øvelse, imens alle de andre fortsatte. Lære at tro på at det nok skulle gå fremad. Roligt men fremad.
Og langsomt gik det…men det gik fremad. Jeg begyndte at mærke små ændringer. Jeg begyndte at mærke at jeg kunne stå længere i forskellige stillinger, uden at gå i panik, uden at ryste, uden at være i total smerte…langsomt gik det og forleden stod jeg på hovedet.
Først kunne jeg ikke…jeg kunne mærke min krop blev bange, ikke angst, men bange og der er en stor forskel. Jeg kunne se mange omkring mig som kom op på hovedet, nogle helt op i strakt krop, andre med benene hvilende på armene. Det var den sidste jeg gik efter. Jeg kunne mærke at jeg bare så gerne ville, det ville være så skønt, en stor triumf hvis det kunne lykkes.
Jeg prøvede igen…”gå med fødderne” sagde min yogalære ud i rummet…og så var den der. Jeg stod…ikke længe…men jeg stod…på hovedet og jeg prøvede igen og igen. Og idag måtte jeg vise min mand det herhjemme…se jeg kan stå på hovedet. SUCCES og min krop er ikke længere bange der, den elsker det. Så jeg tror jeg vil stå på hovedet, bare lidt hver dag.
Det er nemlig smadder sundt at stå på hovedet, at se tingene på hovedet, at vende alting på hovedet <3
PS. Ja og hvad så med det nyhedsbrev, hvorfor var det så vovet, når jeg har sendt det en “million” gange før. Jo, det var et meget ærligt nyhedsbrev, hvor jeg gav rigtig meget af mig selv og mit indre. Hvordan blev det så modtaget ? Jo der var flere der frameldte sig mit nyhedsbrev – det er helt fint, de ville nok aldrig blive kunder hos mig alligevel. MEN jeg modtog også en masse skønne tilkendegivelser fra folk, der kunne nikke genkende til det jeg havde skrevet og som kunne bruge det i deres liv. Så mit nyhedsbrev var en succes <3
“Hold da magle hvor synger du smukt” udbrød præsten efter en vielse af to unge mennesker, hvor jeg var kirkesanger.
Tak sagde jeg ydmygt, imens jeg blev meget varm og glad indeni.
Jeg var kommet tilbage på arbejde efter en lang ferie fra det klassiske. Det var nr. 2 bryllup af 3, vi havde denne dag og jeg havde som så ofte før stået og tænkt, er det nu godt nok, er det for lavt, for kraftigt…er det…
Til denne vielse havde vi en præst ude fra og lige inden vi gik i gang sagde hun, I må rigtig gerne give den gas, specielt fordi det er nyere og mere moderne salmer.
Præsten kendte ikke mig, har aldrig hørt mig synge og med hendes slutreplik kom et lille væsen på besøg, et jeg en gang kendte alt for godt…den har en grå snude og lange øre der hænger ned over skuldrene og kropsholdningen er foroverbøjet…dens navn er S. Kuffelsen
Den kommer ikke så tit på besøg mere og den er også blevet mindre i sin statur, jeg tænkte faktisk om den måske var skrumpet lidt.
Men den kom forbi lige der, hvor jeg skulle til at synge. Jeg havde faktisk ikke tid til S. Kuffelsen, havde ikke lyst til at få besøg af den. Her stod jeg og var parat til at synge og jeg glædede mig, for i blandt salmerne var et par af mine ynglings bla. ”Spænd over os dit himmesegl”
Så kom S. Kuffelsen og skubbede til mine knæ, så de blev lidt usikre. ”Gå med dig ” sagde jeg men den kiggede bare op på mig og så kravlede den op og satte sig op på mine skuldre. Numsen godt placeret i min nakke og et ben på hver side. Det er faktisk enormt vigtigt at kunne stå rank og afslappet når man synger og med bløde knæ. Nu stod jeg tynget på skuldrene, let bøjet og med usikre knæ. Så bøjede den sit hoved ned til mit ene øre og viskede ” hvad nu hvis de ikke kan lide din stemme… måske skuffer du…tænk hvis du er skyld i at denne smukke dag bliver ødelagt…” Den skulle lige til at sige noget mere, fordi sådanne væsener som S. Kuffelsen de kan blive ved, de har et godt snakketøj, det er et af deres egenskaber.
Men orglet satte i gang, dørene gik op og ind kom den smukke brud, som var klar til at give sit ja, til kærligheden og til den unge mand. Ja til kærligheden for både Gud og mennesker.
Størst af alt er kærligheden hviskede jeg og alt andet er ligegyldigt. Jeg kunne mærke S. Kuffelsen krympe sig, for hvis der er noget den ikke kan lide, så er det kærlighed.
Jeg rettede mig op og jeg kunne mærke tyngden på mine skuldre lette lidt, det lille væsen kæmpede for at holde sig fast. Jeg hviskede ”du kan godt gå nu, jeg har ikke brug for dig mere.
Jeg synger fordi jeg elsker det og det kan ingen tage fra mig. Jeg kan ikke skuffe andre, andre kan kun lade sig skuffe, men det er deres ansvar, ikke mit, ikke længere. For størst af alt er kærligheden og i kærlighedens navn vil jeg synge.”
Det gjorde jeg og jeg nød det. Brylluppet var smukt og mindeværdigt og de unge mennesker fik givet deres ja til hinanden og til kærligheden.
Om jeg sang smukt eller ej, var der nok ikke så mange der tænkte over…det er en stor dag…sådan en bryllupsdag og tankerne hos de involverede myldrede nok mange steder hen. I sidste ende er det jo et spørgsmål om smag…om jeg synger smukt eller ej…og smag er forskellig.
Men jeg vil da gerne indrømme at jeg bliver glad når nogen synes jeg synger smukt, når nogen kan lide min stemme. Det styrker min selvtillid. Så jeg tog imod og gave mig selv lov til at nyde præstens udbrud, og det er en rejse i sig selv.
Mit selvværd er det der tager imod besøg fra S. Kuffelsen, men også det der kan sende det lille væsen væk igen. Det lille væsen, der for hver gang bliver mindre og mindre…måske en dag det bliver så småt at det kan ligge i en lille tændstikæske, sammen med en masse andre små væsener som til tider har besøgt mig.
Mit selvværd arbejder jeg på, det er en rejse…en af de forunderlige af slagsen.
Størst af alt er kærligheden <3
Med kærlighed fra
Milly Nou
Seneste kommentarer