Jeg kunne mærke S. Kuffelsen krympe sig…

“Hold da magle hvor synger du smukt” udbrød præsten efter en vielse af to unge mennesker, hvor jeg var kirkesanger.

Tak sagde jeg ydmygt, imens jeg blev meget varm og glad indeni.

Jeg var kommet tilbage på arbejde efter en lang ferie fra det klassiske. Det var nr. 2 bryllup af 3, vi havde denne dag og jeg havde som så ofte før stået og tænkt, er det nu godt nok, er det for lavt, for kraftigt…er det…

Til denne vielse havde vi en præst ude fra og lige inden vi gik i gang sagde hun, I må rigtig gerne give den gas, specielt fordi det er nyere og mere moderne salmer.

Præsten kendte ikke mig, har aldrig hørt mig synge og med hendes slutreplik kom et lille væsen på besøg, et jeg en gang kendte alt for godt…den har en grå snude og lange øre der hænger ned over skuldrene og kropsholdningen er foroverbøjet…dens navn er S. Kuffelsen
Den kommer ikke så tit på besøg mere og den er også blevet mindre i sin statur, jeg tænkte faktisk om den måske var skrumpet lidt.

Men den kom forbi lige der, hvor jeg skulle til at synge. Jeg havde faktisk ikke tid til S. Kuffelsen, havde ikke lyst til at få besøg af den. Her stod jeg og var parat til at synge og jeg glædede mig, for i blandt salmerne var et par af mine ynglings bla. ”Spænd over os dit himmesegl”

Så kom S. Kuffelsen og skubbede til mine knæ, så de blev lidt usikre. ”Gå med dig ” sagde jeg men den kiggede bare op på mig og så kravlede den op og satte sig op på mine skuldre. Numsen godt placeret i min nakke og et ben på hver side. Det er faktisk enormt vigtigt at kunne stå rank og afslappet når man synger og med bløde knæ. Nu stod jeg tynget på skuldrene, let bøjet og med usikre knæ. Så bøjede den sit hoved ned til mit ene øre og viskede ” hvad nu hvis de ikke kan lide din stemme… måske skuffer du…tænk hvis du er skyld i at denne smukke dag bliver ødelagt…” Den skulle lige til at sige noget mere, fordi sådanne væsener som S. Kuffelsen de kan blive ved, de har et godt snakketøj, det er et af deres egenskaber.

Men orglet satte i gang, dørene gik op og ind kom den smukke brud, som var klar til at give sit ja, til kærligheden og til den unge mand. Ja til kærligheden for både Gud og mennesker.

Størst af alt er kærligheden hviskede jeg og alt andet er ligegyldigt. Jeg kunne mærke S. Kuffelsen krympe sig, for hvis der er noget den ikke kan lide, så er det kærlighed.

Jeg rettede mig op og jeg kunne mærke tyngden på mine skuldre lette lidt, det lille væsen kæmpede for at holde sig fast. Jeg hviskede ”du kan godt gå nu, jeg har ikke brug for dig mere.

Jeg synger fordi jeg elsker det og det kan ingen tage fra mig. Jeg kan ikke skuffe andre, andre kan kun lade sig skuffe, men det er deres ansvar, ikke mit, ikke længere. For størst af alt er kærligheden og i kærlighedens navn vil jeg synge.”

Det gjorde jeg og jeg nød det. Brylluppet var smukt og mindeværdigt og de unge mennesker fik givet deres ja til hinanden og til kærligheden.

Om jeg sang smukt eller ej, var der nok ikke så mange der tænkte over…det er en stor dag…sådan en bryllupsdag og tankerne hos de involverede myldrede nok mange steder hen. I sidste ende er det jo et spørgsmål om smag…om jeg synger smukt eller ej…og smag er forskellig.
Men jeg vil da gerne indrømme at jeg bliver glad når nogen synes jeg synger smukt, når nogen kan lide min stemme. Det styrker min selvtillid. Så jeg tog imod og gave mig selv lov til at nyde præstens udbrud, og det er en rejse i sig selv.
Mit selvværd er det der tager imod besøg fra S. Kuffelsen, men også det der kan sende det lille væsen væk igen. Det lille væsen, der for hver gang bliver mindre og mindre…måske en dag det bliver så småt at det kan ligge i en lille tændstikæske, sammen med en masse andre små væsener som til tider har besøgt mig.

Mit selvværd arbejder jeg på, det er en rejse…en af de forunderlige af slagsen.

Spænd over os

Størst af alt er kærligheden <3

Med kærlighed fra

 

Milly Nou