Dancing in the Sun

En weekend i tosomhedens tegn. Morgendukkert i bølgebrus med min elskede. Taknemmeligheden fylder mit hjerte og min sjæl. Vi bor så smukt, så tæt på havet, at vi på 5 min kan ligge og blive fyldt op med modernaturs skønne kræfter. Blive vugget i hendes bløde omfavnelse og bare være, mærke at man er. Elsket, bare fordi man er til.

Idet vi kører ind i indkørslen byder vores have og smukke hus os velkommen med åbne arme og kærlighed. Her er så fredfyldt. Roserne og skvadderkålen gror som de blev betalt for det. Tomaterne lyser med deres røde nuancer, snart plukkemodne og parate til at fylde smagssanserne med deres sødme. Æbler og pærer hænger tungt på grenene, som kalder de til Moderjord “grib mig når jeg falder” og det gør hun. Hun griber os når vi falder. Her i min skønne eventyrlige have, her favner hun mig og giver ro, giver styrke og kærlighed. Her må man bare være.

Nogle gange falder man langt og hårdt, fra den øverste gren. Det gør ondt helt ind i hjertet. Men hun griber os, hun er overvældende i al sin kraft og skønhed. Hun, moderjord, får ting til at gro og blomstre. Hvis vi kan lade os falde uden modstand, vil vi kunne dufte mulden med al dens styrke, når næsen rammer jorden. Uden modstand vil vi kunne være i følelsen og mærke omfavnelsen af alt det nye der venter os, det som er klar til at spire.

Mørke dage kommer stadig på besøg. Jeg falder indimellem hårdt, men når jeg slipper modstanden, lander jeg blødt i mulden, sanser og mærker omfavnelsen og kærligheden til at være mig, med den jeg er. Når jeg i faldet, fanger alt det smukke, der følger mig på min vej ned. Da omfavnes jeg af taknemmelighed og da kan jeg rejse mig igen.

Da husker jeg mig på, at alt er som det skal være. De mørke dage er her for at give mig læring, hjælpe mig med at kigge på det, der skal arbejdes med. Og efter mørke kommer lys og i lyset kom omkvædet til en ny sang “Dancing in the Sun”. TAK