Iklædt mørke

I går var jeg iklædt mørke, ikke fordi det klæder mig, men fordi det var det dagen nu en gang kom med.

Hvis jeg havde haft valgmuligheder, havde jeg selv valgt noget lysere. Men nu kom det og i stedet for at give det modstand, lod jeg det komme. Jeg var i det, var med det og accepterede, at det også er en del af mig.

Midt i mørket kunne jeg være taknemmelig for at have rejst så langt, at mørket ikke længere overtager mig men, at jeg midt i det hele ved at lyset kommer tilbage. Det er bare at være og vente.
Jeg tillod mig selv ikke at være så effektiv og ikke presse mig selv, til at få lavet en hel masse, for det strider imod mit mørke. Men jeg holdt også fast i, at gøre noget der var godt for mig, små ting, men gode ting.

Når jeg er klædt i mørke, ved jeg også, at jeg ikke skal ud og være sammen med en masse mennesker. For så har jeg svært ved at blive i den der virkelig er mig, jeg føler jeg syner som et offer og det er ikke mig, det er mit mørke. Det er ok at have det skidt, men en offerrolle giver intet konstruktivt, bringer intet lyst og fralægger sig alt ansvar for at få det bedre.

Jeg har ansvaret for mit mørke, ingen skyld, men ansvar. Det er kun mig der kan tage skridtet til at få det bedre. Jeg kan søge hjælp, hvis jeg har behov for det, men det er kun mig der kan gøre det, det er mit ansvar.

Et af de smukkeste værktøjer jeg bruger når mørket er på besøg, er taknemmeligheds-gaflen. Selv om jeg er iklædt mørke, lægger jeg mærke til de smukke ting og jeg gafler dem, sætter dem på min taknemmeligheds-gaffel. Det kan være et smil, en omsorg fra et andet menneske, en hjælpende hånd, en ekstra krammer fra en veninde. Det kan være solen og at jeg er så heldig at se en stor rovfugl. Det kan være mine drenge der leger sammen, griner og hygger sig.
Jeg lægger ikke bare mærke til tingene, jeg fortæller mig selv det. Passer det ind, fortæller jeg det gerne højt til andre, hvad jeg er taknemmelig for.

Den dag, da jeg begyndte at lægge mærke til alle de gaver jeg modtog i livet, selvom livet indimellem var mere end hårdt, var den dag jeg tog ansvar for mit liv. Den dag jeg kunne begynde at holde ud at være i det mørke, der indimellem kom <3

Efter mørke kommer lys og lyset kom i dag. Min taknemmeligheds-gaffel har jeg altid på mig, både i lys og mørke.

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *