En gang troede jeg, at jeg var født under universet mest uheldige stjerne. Dette betød at hver gang, noget godt skulle til at ske, var jeg overbevist om at noget ville gå galt og ødelægge det.

Jeg syntes, at jeg mødte så megen uheld og ulykke på min vej, så meget modstand, at det var svært at stå oprejst. Men oprejst stod jeg, dog med den store overbevisning om, at jeg var født under en uheldig stjerne og at alt godt skulle der kæmpes temmelig meget for. Og altid med en frygt for, at det ville gå galt.

Dette kunne betyde at jeg glædede mig til, at skulle ud og rejse. Men endte med, at blive fysisk syg. Fordi jeg var så bange for, hvad der ville forhindre rejsen, at jeg selv endte med, at blive min egen forhindring.

Jeg forhindrede mig selv i mange ting i livet. Fordi jeg troede, at hvis jeg virkelig skulle gå den vej, der ville give mig størst glæde, så ville det blive en kamp jeg ikke kunne vinde.

MEN JEG TOG FEJL!

På livets rejse, fandt jeg ud af, at hvad jeg troede var den mest uheldige stjerne, viste sig at være det lige modsatte. Jeg fandt ud af, at jeg faktisk var enormt heldig, at der altid var nogen der holdte hånden over mig.

Det kan være svært at se lyset i mørket, hvis man bliver ved med at lukke øjnene. En dag åbnede jeg øjnene og fandt, at livet var fuld af smukke gaver, masser af lys og lykkestunder. At de gange hvor jeg virkelig havde været i vanskeligheder, havde “nogen” holdt hånden over mig. Når jeg kiggede tilbage på mit liv, kiggede på det udefra, kunne jeg se, at jeg var beskyttet. JEG VAR HELDIG!

Fra den dag af, valgte jeg at tage ansvaret for mit eget liv, ansvaret for min lykke. For jeg kunne godt gå rundt og prøve at klantre andre, men ingen andre end mig, kunne tage det fulde ansvar for mit liv.

At tage ansvaret for min egen lykke betød, at jeg skulle begynde, at være den jeg virkelig var. At gøre de ting der gjorde mig glad og gav mig lykke.

Jeg kiggede tilbage og fandt, at jeg havde lukket for rigtig mange ting i mit liv. Lukket, dæmpet, for at tilpasse mig. Fordi jeg troede jeg skulle tilpasse mig andre, for at blive værdsat, elsket og set. Men det skete ikke. For vi bliver ikke værdsat, elsket eller set, hvis vi ikke er autentiske og ærlige overfor os selv. Vi skal først lære at elske os selv, helt ind <3

Nu er der ikke mange dage til, jeg har min solokoncert og for et par dage siden opdagede jeg lige pludselig, at de gamle overbevisninger bankede på.

Jeg blev helt overrasket, forundret. Det var lidt som at kigge på en gammel ven, man ikke havde set længe. Følelserne buldrede i min krop og gamle tanker væltede frem. “Hvem var jeg, at tro, at jeg skulle have min egen koncert, med min egne sange, egne fortælllinger, egne digte. Hvem var jeg, at tro, at jeg havde noget at byde ind med, at andre ville kunne lide det. Hvem var jeg, at tro, at andre overhovedet ville tage tiden og komme og høre koncerten. Hvad hvis noget gik galt, hvad hvis min stemme svigtede eller jeg blev syg. Hvad hvis pianisten blev syg.” Det kørte rundt i mit hoved og i min krop.

Så begyndte jeg at grine, jeg kiggede på mig selv udefra og opdagede, at det her blot var de gamle overbevisninger der bankede på. Med dem havde jeg en gang været tryg, for de sørgede for, at jeg aldrig bevægede mig ud på usikker grund. De sørgede for, at jeg aldrig stod frem og viste hvem jeg virkelig var, de sørgede for, at jeg blev lige der hvor jeg var, i min utilfredshed og ulykke, for det kendte jeg. Det vidste jeg hvad var og vover man sig ud på den anden side, så ved man jo ikke hvad der er derude i det ukendte land.

Men det var dengang! Jeg vovede mig ud og jeg bliver ved med at vove mig videre. De gamle overbevisninger vil banke på igen, det er helt ok. De viser mig hvor langt jeg er nået i min rejse. Nu kan jeg tage dem i hånden “I må godt være her, her ved siden af mig. Jeg kan godt huske jer og jeg vil holde jer i hånden som en ven, der minder mig om hvor skønt og smukt livet er, når man vover sig ud og virkelig er den man er”

Denne lille historie minder mig altid om, lige netop hvor heldig jeg er

“Det fortælles, at en mand engang havde en drøm om Gud og livet.”

”Jeg drømte”, sagde han, at jeg vandrede i sandet langs en endeløs strandbred side om side med Gud.

Jeg talte med Gud om alle ting, som var sket i mit liv – og som jeg aldrig helt var kommet til at forstå.

Vore fødder efterlod fodaftryk i sandet.

Da jeg et kort øjeblik så mig tilbage, så jeg pludselig, at der nogle steder kun var efterladt aftryk af et par fødder – ikke to!

Jeg stoppede op for at se nærmere efter og tænke over det.

Gud så hvor rådvild jeg blev, og jeg sagde: ”Herre, hvorfor er der nogle strækninger på vores vej, hvor der kun er fodaftryk af en person”??

Jeg kan se, det var i perioder, hvor jeg havde det dårligt!

Hvorfor var du ikke hos mig, når jeg havde allermest brug for dig?

Hvorfor forlod du mig til tider?

”Mit barn”, sagde Gud, ”Der hvor der kun var et spor, det var de strækninger, hvor jeg bar dig!!”

<3

Sidste år skrev jeg nedenstående indlæg, om at være iklædt mørke. Vi er lige nu i den mørke tid, sådan rent årstidsmæssigt. Men for mange kommer deres mørke nærmere, når vi er omgivet af ydre mørke. Jeg er blevet opfordret mange gange til, at dele denne lille fortælling igen “Om at være iklædt mørke” og bruge “Taknemmelighedsgaflen”.
Jeg bliver ofte brugt som coach, alene eller i forbindelse med mine sangtimer. Et af de råd jeg oftest giver når jeg har besøg af mennesker der indimellem har det svært, er netop det at være taknemmelig. Men ikke bare være det, men være bevidst om at være taknemmelig.

Mærker du selv indimellem mørket og synes du at det kan være svært at se lyset, så er her et lille råd til dig

Anskaf en lille notesbog, lig den ved siden af din seng. Hver aften inden du lægger dig til at sove, tager du din lille bog og skriver mindst én ting du har været taknemmelig for ved denne dag. Det kan blot være at solen har skinnet, at der var en der sendte dig et dejligt smil på gaden, at skraldemanden har sat den nye skraldepose i ell. lign. Det kan være små ting, det kan være store ting. Det kan være én ting eller flere ting, blot skriv ned det du har været taknemmelig for.

Gør du dette hver dag, vil du med tiden blive opmærksom på flere ting der er at være taknemmelig for og du vil opleve at mange flere skønne oplevelser vil komme til dig <3

Her er hvad jeg delte i marts sidste år

>>
Iklædt mørke

I går var jeg iklædt mørke, ikke fordi det klæder mig, men fordi det var det dagen nu en gang kom med.

Hvis jeg havde haft valgmuligheder, havde jeg selv valgt noget lysere. Men nu kom det og i stedet for at give det modstand, lod jeg det komme. Jeg var i det, var med det og accepterede, at det også er en del af mig.

Midt i mørket kunne jeg være taknemmelig for at have rejst så langt, at mørket ikke længere overtager mig men, at jeg midt i det hele ved at lyset kommer tilbage. Det er bare at være og vente.
Jeg tillod mig selv ikke at være så effektiv og ikke presse mig selv, til at få lavet en hel masse, for det strider imod mit mørke. Men jeg holdt også fast i, at gøre noget der var godt for mig, små ting, men gode ting.

Når jeg er klædt i mørke, ved jeg også, at jeg ikke skal ud og være sammen med en masse mennesker. For så har jeg svært ved at blive i den der virkelig er mig, jeg føler jeg syner som et offer og det er ikke mig, det er mit mørke. Det er ok at have det skidt, men en offerrolle giver intet konstruktivt, bringer intet lyst og fralægger sig alt ansvar for at få det bedre.

Jeg haransvaret for mit mørke, ingen skyld, men ansvar. Det er kun mig der kan tage skridtet til at få det bedre. Jeg kan søge hjælp, hvis jeg har behov for det, men det er kun mig der kan gøre det, det er mit ansvar.

Et af de smukkeste værktøjer jeg bruger når mørket er på besøg, er taknemmeligheds-gaflen. Selv om jeg er iklædt mørke, lægger jeg mærke til de smukke ting og jeg gafler dem, sætter dem på min taknemmeligheds-gaffel. Det kan være et smil, en omsorg fra et andet menneske, en hjælpende hånd, en ekstra krammer fra en veninde. Det kan være solen og at jeg er så heldig at se en stor rovfugl. Det kan være mine drenge der leger sammen, griner og hygger sig.
Jeg lægger ikke bare mærke til tingene, jeg fortæller mig selv det. Passer det ind, fortæller jeg det gerne højt til andre, hvad jeg er taknemmelig for.

Den dag, da jeg begyndte at lægge mærke til alle de gaver jeg modtog i livet, selvom livet indimellem var mere end hårdt, var den dag jeg tog ansvar for mit liv. Den dag jeg kunne begynde at holde ud at være i det mørke, der indimellem kom <3

Nogle gange når vi er i mørket, kan vi føle os tomme og usynlige. Det kan synes som at verden bare fortsætter, fortsætter uden os. Alt for ofte glemmer vi os selv, i kampen om ikke at være i mørket. Men måske er mørket her for at lære os noget, for uden mørke ville vi ikke vide hvad LYS var <3
Milly Nou / Camilla Frederiksen