Published januar 28th, 2016 by

En skøn solrig eftermiddag fik jeg besøg af Carsten fra TV-sydsjælland, som gerne ville lave et interview med mig. Den slags giver altid lidt sommerfugle i maven og sætter tanker omkring, hvordan vil jeg nu se ud og hvordan vil jeg nu lyde.

Det kan faktisk være svært at se sig selv på skærmen og høre sin egen stemme tale. Det er også meget sandsynligt, at man selv vil kunne finde et hav af fejl, både i det talte og i det sete. MEN jeg havde mødt Carsten før, i forbindelse med at mit ungdomsgospelkor gav koncert i Næstveds Kunstforening, så jeg havde en god fornemmelse af ham. Carsten er et roligt og behageligt menneske og han havde lovet mig at han ikke gik efter hverken at gøre grin eller skabe dramaer.

DSC_0435

Man kan gøre sig en masse forestillinger om hvordan man vil svare, hvordan man vil opføre sig, men helt styre det kan man ikke. JEG BESLUTTEDE mig for, at mit eneste mål skulle være, at jeg bare skulle være mig selv og huske det, hele vejen igennem.

Så det gjorde jeg! Jeg havde ingen planer om at være perfekt, sige de perfekte ting – det eneste jeg havde for øje var at jeg skulle være mig<3

Jeg fik lov til, at se interviewet før det blev sendt og selvom det var grænseoverskridende, prøvede jeg at kigge på det udefra, som en fremmed. Hvis jeg kiggede for meget på det som mig, ville jeg kunne finde et hav af fejl. Men som en udenforstående, fandt jeg faktisk ud af, at jeg var godt tilfreds. Det var mig, der blev vist, mig der blev interviewet og det føltes godt <3

Hvis du har lyst til at se interviewet kan du se det lige her ->>

 

Published marts 4th, 2015 by

I går var jeg iklædt mørke, ikke fordi det klæder mig, men fordi det var det dagen nu en gang kom med.

Hvis jeg havde haft valgmuligheder, havde jeg selv valgt noget lysere. Men nu kom det og i stedet for at give det modstand, lod jeg det komme. Jeg var i det, var med det og accepterede, at det også er en del af mig.

Midt i mørket kunne jeg være taknemmelig for at have rejst så langt, at mørket ikke længere overtager mig men, at jeg midt i det hele ved at lyset kommer tilbage. Det er bare at være og vente.
Jeg tillod mig selv ikke at være så effektiv og ikke presse mig selv, til at få lavet en hel masse, for det strider imod mit mørke. Men jeg holdt også fast i, at gøre noget der var godt for mig, små ting, men gode ting.

Når jeg er klædt i mørke, ved jeg også, at jeg ikke skal ud og være sammen med en masse mennesker. For så har jeg svært ved at blive i den der virkelig er mig, jeg føler jeg syner som et offer og det er ikke mig, det er mit mørke. Det er ok at have det skidt, men en offerrolle giver intet konstruktivt, bringer intet lyst og fralægger sig alt ansvar for at få det bedre.

Jeg har ansvaret for mit mørke, ingen skyld, men ansvar. Det er kun mig der kan tage skridtet til at få det bedre. Jeg kan søge hjælp, hvis jeg har behov for det, men det er kun mig der kan gøre det, det er mit ansvar.

Et af de smukkeste værktøjer jeg bruger når mørket er på besøg, er taknemmeligheds-gaflen. Selv om jeg er iklædt mørke, lægger jeg mærke til de smukke ting og jeg gafler dem, sætter dem på min taknemmeligheds-gaffel. Det kan være et smil, en omsorg fra et andet menneske, en hjælpende hånd, en ekstra krammer fra en veninde. Det kan være solen og at jeg er så heldig at se en stor rovfugl. Det kan være mine drenge der leger sammen, griner og hygger sig.
Jeg lægger ikke bare mærke til tingene, jeg fortæller mig selv det. Passer det ind, fortæller jeg det gerne højt til andre, hvad jeg er taknemmelig for.

Den dag, da jeg begyndte at lægge mærke til alle de gaver jeg modtog i livet, selvom livet indimellem var mere end hårdt, var den dag jeg tog ansvar for mit liv. Den dag jeg kunne begynde at holde ud at være i det mørke, der indimellem kom <3

Efter mørke kommer lys og lyset kom i dag. Min taknemmeligheds-gaffel har jeg altid på mig, både i lys og mørke.